Den 1. tid hos hvalpens nye familie

Den første tid med hvalpen

 

For at komme godt fra start med det nye familiemedlem, er der nogle forhold, som man skal have styr på.

Før hvalpen ankommer

  • Bliv enige om, hvad hvalpen må og ikke må.
  • Træf aftale om, hvem i familien, der har ansvar for hvad i forhold til hvalpen.
  • Sørg for, at haven er hegnet sikkert ind.
  • Fjern farlige ting fra hvalpens rækkevidde (som er større end man tror). Læs mere om sikkerhed her.
  • Sørg for nødvendigt udstyr: kurv eller papkasse med tæppe, vand- og madskål, halsbånd, snor og hundetegn, legetøj.
  • Lær familiens børn, hvordan man omgås hunde – herunder at hvalpen skal være i fred, når den spiser, sover eller opholder sig i sin kurv/seng, eller ”siger fra”. Børn under ca. 8 år bør ikke have lov til at løfte/bære hvalpe/hunde. Læs mere her.

Transporten hjem

  • Inden du/I forlader opdrætteren, skal du sikre dig, at du har fået hvalpens stambog og dens registreringsattest til Dansk Hunderegister samt at både du som køber og opdrætteren som sælger har underskrevet ejerskifteblanketten. Det er opdrætterens ansvar at indsende ejerskifteblanketten til Dansk Kennel Klub.
  • Sørg for en transportkasse, så hvalpen kan ligge roligt. Hvis hjemtransporten foregår i bil, er det en god idé at være en ekstra person til stede, som kan sidde på bagsædet ved siden af transportkassen og have en hånd inde hos hvalpen, så den føler sig tryg.
  • Husk halsbånd og snor, hvis transporten er så lang, at hvalpen skal ud at tisse undervejs.

Den første tid
En hvalp er et lille flokdyr, som er blevet fjernet fra sin gamle flok og nu skal finde tryghed i sine nye rammer. Derfor er det allervigtigste, at hvalpen får tillid til, at du og resten af dens familie er det bedste, der er overgået den.

  • Den skal lære at sove uden at have sin mor og sine kuldsøskende at ligge op ad.
  • Den skal lære at blive renlig.
  • Den skal lære at være alene hjemme.
  • Den skal lære, hvad den må og ikke må i sin nye familie.

For at få dette forløb til at gå så gnidningsfrit som muligt, så skal man forstå den helt grundlæggende pointe i hundetræning: Ønsket adfærd skal belønnes, uønsket adfærd skal ignoreres! Det lyder enkelt, men for mange er det i virkeligheden svært, fordi de er mere vant til at skælde ud, når hvalpen gør noget, man ikke ønsker af den.

Dansk Kennel Klub har sammen med Dyrenes Beskyttelse udarbejdet en række små hæfter, som du kan downloade som pdf.fil. Det ene hedder: Den første tid med hunden. Det bør du læse og evt. printe ud, så hele familien er med på, hvordan det skal foregå.

DKK anbefaler, at man har sørget for at holde ferie den første uges tid eller 14 dage efter man har fået den nye hvalp, så alene hjemme træningen og renlighedstræningen kan foregå stille og roligt. Læs i hæftet, hvordan det skal gøres.

Det er også en god idé med det samme at sørge for at få meldt hvalpen til et hvalpemotivationshold i en af DKKs kredse. Du kan på kredsenes hjemmesider se, hvor du skal henvende dig for at melde hvalpen til træning.

Kilde: Dansk Kennel Klub

 

 

 

 

 

| Svar

Nyeste kommentarer

09.04 | 06:13

Hej Lone
Jeg kan henvise til Cavalierklubben og Dansk Kennelklub, de har begge hvalpelister.
Håber du finder den helt rigtige.
Ha' en god påske

08.04 | 21:44

ville ønske jeg finder en lille pige nu er det 7 år siden jeg mistede min kære pige Cavalier kender du en som venter hvalpe gerne med små forældre

14.03 | 17:43

har i valpe små størrelser jeg leder og leder efter en lille pige valp som ikke bliver så stor kan du hjælpe mig eller kender du en der har på forhånd tak venli

30.12 | 20:21

Hej Lone
Vi har ingen planer om hvalpe. Håber du finder den rette hvalp.
Godt nytår